Curiosity killed the cat…

Ja, men så er det jo godt, at sådan en har 9 liv. Ved så bare ikke helt, hvor det stiller mig… mig bekendt har jeg kun ét. Pokkers også. For hvis der er noget jeg er, så er det nysgerrig!

Men hvorfor er det egentlig, at jeg starter ud med det ordsprog? Jo… nu skal du høre… det hænger faktisk sammen med min flytning fra blogspot til wordpress. Grunden til, at jeg valgte at flytte til wordpress var ikke alene, at jeg ønskede at prøve en ny blog hosting service. Det skyldtes også, at jeg har fået en ny ide til min blog. Og så tænkte jeg, at det kunne være fint at starte på en helt frisk. Ny blog, nyt indhold. Eller… nyt tema i det mindste. Kunne ikke helt nænne at efterlade de gamle indlæg på blogspot.

SÅ… videre til den nye ide, det nye tema… hvad handler det egentlig om? Det handler om min nysgerrighed. Ganske enkelt. Jeg er vanvittigt nysgerrig og er en regulær spørge-Jørgen – til tider til stor irritation for familie, venner og andre uheldige mennesker der tilfældigvis er i nærheden, når jeg lige pludselig begynder at undre mig over et eller andet. Heldigvis har jeg Google. Uden Google ved jeg ikke helt, hvad jeg skulle have gjort. Er ret sikker på, at min familie havde forvist mig og fjernet mig fra testamentet. Og så var det, at jeg tænkte, at jeg ligeså godt kunne bruge den nysgerrighed til noget – og prøve at aflaste familien lidt. Så for eftertiden, når der er noget, der undrer mig, kommer det på bloggen.

Og lad os da starte med titlen på det her indlæg. Hvad betyder “curiosity killed the cat”, og hvor stammer udtrykket egentlig fra?

Det der ligger i ordsproget er, at nysgerrighed kan bringe dig i uføre. Oprindeligt startede “curiosity killed the cat” faktisk ud som “care killed the cat”. ‘Care’ i betygningen bekymringer og ikke som i ‘passe på’ eller ‘se efter’, som er den betydning vi primært vil tillægge ordet i dag.

“Care killed the cat” er et gammelt udtryk. Første gang man stødte på det var i den engelske skuespilforfatter Ben Jonsons stykke Every Man in His Humour, 1598:

“Helter skelter, hang sorrow, care’ll kill a Cat, up-tails all, and a Louse for the Hangman.”

Man mener, at stykket blev opført af The Lord Chamberlain’s Men i 1598. Og den trup var blandt andet William Shakespeare en del af. Shakespeare har altid været god for en vending eller to, og næst efter Bibelen er hans værker muligvis den flittigste kilde til engelske vendinger og talemåder. Hans sproglige indflydelse har været stor, og han er blandt andet ophavsmanden til udtryk som: “Der er noget råddent i Danmark” (Marcellus i Hamlet) og “Der er mere mellem himmel og jord” (Hamlet i Hamlet).

Det kan derfor heller ikke komme som den store overraskelse, at udtrykket dukkede op i Shakespeares Much Ado About Nothing året efter:

“What, courage man! what though care killed a cat, thou hast mettle enough in thee to kill care.”

Udtrykket “curiosity killed the cat” er noget nyere. Den gamle form med ‘care’ blev i hvert fald stadig brugt i 1898, hvor den var med i Brewers Dictionary of Phrase and Fable.

Men hvornår, og hvordan, kom nysgerrighed så ind i billedet? Tidligt. Meget tidligt. Og hvad der måske ikke undrer er, at det var de kristne, der startede ud med at… ahem… kaste sten efter nysgerrighed. En biskop ved navn Augustin skrev i sine Bekendelser fra 397 e. Kr. følgende: ‘God “fashioned hell for the inquisitive”‘. Selv Lord Byron havde et horn i siden på nysgerrighed, og i Don Juan, kaldte han nysgerrighed for “that low vice”. Han arbejdede i øvrigt på Don Juan i 5 år (1819-1824). Da Byron døede i 1824, var digtet endnu ikke afsluttet.  Men det var et sidespring. Det at nysgerrighed blev betragtet som noget skidt og at katte samtidig blev betragtet som nysgerrige af natur, førte til, at udtrykket ændrede sig fra “care killed the cat” til “curiosity killed the cat”. 

Den tidligste brug af “curiosity killed the cat” formodes at være fra The Galveston Daily News, 1898:

It is said that once “curiosity killed a Thomas cat.” 

Det var virkelig en lang historie om næsten ingenting. Men så blev jeg det klogere.

Flyttedag – aka Widget Wars

Så skete det langt om længe! Jeg er flyttet. Ikke i fysisk forstand, forstås. Ikke endnu i hvert fald. I første omgang er der tale om en mindre flytning. En blog-flytning.

Jeg har besluttet mig for at afprøve wordpress. Og selvom det indtil videre allerede har givet mig adskillige grå hår i hovedet, så er jeg sikker på, at det nok skal blive godt i sidste ende. Der er bare lige nogle småting jeg skal have fundet ud af.

Jeg har stadig ikke fået alt på plads… temaet er valgt, og jeg har forsøgt mig udi widget-helvedet. Og det var så dér jeg gik i stå. Har virkelig haft nogle problemer på den front. Så jeg besluttede mig for at holde en midlertidig våbenhvile i Widget Wars og skrive et kort indlæg i stedet. Grundlæggende er jeg faktisk ret tilfreds med bloggen… men jeg forventer stadig at afblæse våbenhvilen om en dags tid eller to. 

Følg med her på bloggen og se om det bliver mig eller The Widgets der vinder kampen. 🙂

Helligbrøde!

Ups. Jeg har tilsyneladende begået helligbrøde… eller trådt godt og grundigt i den virtuelle spinat.

Jeg faldt for nylig over en ganske interessant e-bog om blogging. Dér kunne jeg så læse, at blogging tilsyneladende skal have et formål.

Modtog derfor min uforbeholdne undskyldning. For hvis der er noget denne blog ikke har, så er det da et formål.

Eller hvad…? Ifølge Julia Lahme, som er ophavskvinden til føromtalte e-bog (som for øvrigt er gratis), så bør man, før man kaster sig ud i blogging nøje overveje, hvad ens blog skal handle om. Gerne om noget som man selv synes, man er bedre til end andre, eller i hvert fald et område, hvor man mener, at man har noget andet og mere at byde på.

Den slags overvejelser er jeg sprunget let og elegant hen over. Jeg har i stedet valgt at skrive en lang historie om næsten ingenting – eller faktisk adskillige historier om næsten ingenting. Men hvad gør det i virkeligheden? Jeg giver til dels Julia ret – en blog skal have et formål. Men det formål kan i høj grad sagtens være et personligt formål. Formålet med denne blog har eksempelvis aldrig været at komme med dybsindige betragtninger om dagens samfund, ligesom den heller aldrig har været tænkt som kreablog – for hvis der er noget jeg ikke er, så er det kreativ. Det eneste jeg i virkeligheden er god til er at snakke. Og for ikke at overbebyrde min omverden har jeg valgt at oprette denne blog.

SÅ… formålet med denne blog er både at dulme min skrive-/snakke-trang og skåne kæresten, familien og vennerne for lange historier om næsten ingenting. Det handler ganske enkelt om at få luft. Og derfor synes jeg, at blogging er en god ide – hvad enten man ønsker at skille sig ud fra mængden og få en hulens bunke læsere, eller bare gerne vil have luftet sine egne tanker.

Så… med fare for at få varemærkestyrelsen og Nike på nakken: just do it.

Mens andre mennesker er optaget af den syndflod der pt. hærger landet (i hvert fald Sjælland)…

… sætter jeg mig godt tilrette og gør klar til endnu en etape af le Tour de France (?!?)

Jeg ved ærlig talt ikke, hvad der er sket. På mystisk vis har jeg endda fået oprettet mit eget hold inde på TV2s tour manager… er tydeligvis blevet snigløbet af min sportsinteresserede underbevidsthed (som jeg ingen anelse havde om eksisterede – men det er vel hele ideen ;).

Hvorom alting er, så sad jeg klar foran tastaturet den 2. juli, uden tvivl sammen med en masse andre desperate tour-entusiaster, og prøvede at få sat mit hold op, så det var klar til start. Og hvad sker der så? Touren skydes igang lørdag den 2. juli, ca. kl. 13… og fra omkring kl. 10 gik tour manager siden mere eller mindre ned. ØV. Og nu havde jeg ellers lige fået kørt mig selv op til, at jeg da helt sikkert skulle have sat et hold, være med i en liga, og få godt og grundigt tæsk af de 11 fyre der, udover mig, udgør omtalte liga. Men sådan skulle det altså ikke være. Og dog. Efter start-skuddet vidste det sig nemlig, at det stadig var muligt at sætte hold. Så efter at have klaget længe (og højt) over DSB’ske tilstande på tour manager siden, lykkedes det mig altså at få sat et hold. YAY! 🙂

At jeg så uden tvivl får tæsk i min egen private liga, er en helt anden side af sagen. Med en liga bestående af 12, hvoraf 11 er fyre, og 4 af disse ovenikøbet er journalister som researcher i ét væk før de giver sig i kast med et projekt (eller at sætte et hold til touren) – så har jeg ligesom affundet mig med, at det nok ikke er dér, jeg kommer til at brillere.

Men når nu jeg ikke lige har mulighed for at tage et smut til Frankrig i år, så må jeg nøjes med TV2s tour manager. Og håbe, at jeg i det mindste ikke bliver nr. sjok i min liga.

Glædelig tour til alle!

Mit indre barn – og regn.

De odenseanske cykelstier kl. 7.30 på en regnfuld torsdag morgen. Forhutlede, fortravlede, vel-indpakkede cyklister ræser af sted og prøver med største møje at undgå de allerstørste vandpytter. Med undtagelse af én enkelt sortklædt cyklist, der tilsyneladende sigter direkte efter samtlige vandpytter – uanset størrelse.

Indrømmet. Jeg er et barn. Ét stort legebarn. Specielt når det regner. Hvis du ser en cyklist der ræser igennem samtlige vandpytter, med knæene løftet højt, et fjoget grin på læben og samtidig hører et “Weeeeee” – så er det nok mig.

Jeg forstår ikke mennesker der klager over, at det regner. Hvad er der ikke at synes om? Jo, du bliver måske lidt våd – men det kan klares med regntøj eller paraply (det er jo dybest set bare et spørgsmål om at være ordentlig forberedt på vejret, ikke?). Skulle du have glemt regntøj eller paraply, jamen ved du hvad… så tørrer du nok på et tidspunkt. Og er du alligevel på vej hjem, så hop da for gud skyld en tur ud under den varme bruser og derefter i noget tørt tøj.

Jo, der er da nogle små irritationsmomenter forbundet med regn, specielt den syndflod der pt. hærger Fyn og tilsyneladende også visse dele af Jylland. MEN… alle de små irritationsmomenter kan man sagtens gøre noget ved! Husk regntøjet, paraplyen, noget skiftetøj, eller find dig en kop glohed kaffe/te eller kakao (flødeskum er tilladt – det regner jo trods alt… flødeskum er faktisk næsten påkrævet).

Og kom så over det. Det er kun vand. Du tørrer igen.

Flyttedag!

Blev enig med mig selv om, at navnet ‘Abibliofoben’ ikke var helt så mundret, så jeg har holdt flyttedag! Velkommen til ‘En lang historie om næsten ingenting’. Den opmærksomme læser vil spore en vis reference til Bill Bryson – men den mand har bestemt også en lang række guldkorn, som jeg ikke ser mig for fin til at udnytte.

OG… når jeg nu alligevel er i gang, så vil jeg gerne på forhånd undskylde for eventuelle slåfejl/stavefejl, der allerede findes på bloggen – og alle dem der uden tvivl kommer til på et tidspunkt. 🙂

Glædelig tirsdag. 🙂

Observationspositioner… mmmhmmm…

Lyder smart, ikke? “Observationspositioner”… smag lidt på ordet… hvis det lykkedes dig at udtale det et par gange UDEN at slå knude på tungen, så står du overfor den næste store udfordring: at finde ud af, hvad der egentlig ligger i ordet. Men det er jo derfor jeg er her. 😉 I tråd med mit seneste indlæg (og faktisk første indlæg), fortsætter jeg ud af tangenten ‘personlig udvikling’.

Jeg er nemlig i øjeblikket på HR-kursus. Et af de kors man må bære/en af de muligheder man har som ledig, er nemlig at melde sig til et 6-ugers selvvalgt kursus. Og det har jeg så gjort. Min oprindelige indstilling til det hersens HR-kursus var, at det da egentlig lød meget spændende. På første dag blev der så hevet en pose kulørte bolde frem. Du ved, dem der man finder på legepladser, og som børn elsker at kaste sig rundt i (alt imens de voksne kaster misundelige blikke i retningen af børnene.) NÅ… men altså… boldene kom frem… og min første tanke var noget i stil med “Årh nej – hvad har jeg gjort?”, efterfulgt af “Det her pædagogiske bras overlever jeg aldrig”, da vi to timer senere blev bedt om at tegne vores våbenskjold. Jeg er ikke kreativ. Jeg befinder mig i høj grad på gyngende grund, ligeså snart jeg bliver bedt om at “slå mig løs” og “tegne, hvad der falder mig ind.” MEN… efter et smule debatteren med mig selv, nåede jeg frem til, at jeg ligeså godt kunne springe i med begge ben (hvem der bare befandt sig i en bold-grav). Som sagt, så gjort. Og det viste sig faktisk at være ganske underholdende. 1-0 til HR-folkene.

Efterfølgende er jeg blevet ved med at blive positivt overrasket over “det hersens HR-halløj”. Vi har været vidt omkring; vi startede blandt andet med en enneagram-test, som du muligvis/muligvis ikke kender. Kort fortalt deler den mennesker ind i 9 kategorier, eller personlighedstyper (perfektionisten, relationsskaberen, udretteren, individualisten, iagttageren, realisten, entusiasten, udfordreren og mægleren). De er naturligvis en smule karikerede, men bortset fra det, passer de meget fint. Formålet er både at øge din indsigt i, hvordan du er som person, og hvorfor du reagerer, som du gør, men også at øge din indsigt i, hvorfor andre er, som de er, og gør som de gør. Hvis du har lyst til at tage testen, kan du gøre det her: http://www.moltke-leth.com/joomla/index.php?option=com_content&task=view&id=11&Itemid=19 .

Indtil videre har vi beskæftiget os meget med, hvordan man selv er som person, og hvordan det påvirker ens måde at opleve verden, og andre, på. I dag blev vi så introduceret for de her “observationspositioner”. Kort fortalt, så handler det om, at du kan opleve verden fra tre forskellige positioner.

1. Den første er “jeg”-positionen. Hvis du har den sunde tilgang, betyder det, at du er meget fokuseret på dig selv og dine behov – men uden, at det kammer over. Er du gået over i grøften til den “usunde” side, betyder det omvendt, at du udelukkende fokuserer på dig selv og tænker mere i “mig, mig, mig” (vi kender alle sammen superegoisten, som kan være vanvittigt irriterende i længden).
2. Den anden position du kan indtage, er den mere omsorgsfulde: du-position. I den sunde variant betyder det, at du interesserer dig for andre, og fokuserer på, hvad de gerne vil. I den usunde variant bliver de her træk forstærket. Det ses eksempelvis ved forældre, der næsten pakker deres børn ind i vat. (Bortset fra åbenlyse fordele i forbindelse med fald ned ad trapper, kan vi vist godt blive enige om, at det heller ikke nødvendigvis er en smart tilgang.)
3. Den tredje position er så den mere neutrale: her fokuserer du i højere grad på “vi” og “man”. Du er i højere grad i stand til at forholde dig neutralt og bevare overblikket over en situation – i hvert fald i den sunde variant. I den usunde variant opdager du, at du er handlingslammet, og ikke rigtig er i stand til at træffe en beslutning. Du melder dig simpelthen ud af fællesskabet.

Formålet med at vide noget om de her observationspositioner, sådan som jeg ser det, er at man får en bedre forståelse for sig selv, og ens måde at være på. Det gør måske, at man i nogle situationer kan nå at tage sig selv i det, hvis man eksempelvis opdager, at man måske har en tendens til at tryne andre… var der nogen, der sagde personlig udvikling? 😉

Kort sagt (hvilket allerede er for sent… og vist egentlig var der for adskillige afsnit siden) – det der HR-halløj har indtil videre været en ret fornøjelig omgang – omend min selvopfattelse med jævne mellemrum får en solid omgang tæsk. Enneagramtesten afslørede eksempelvis, at jeg er perfektionist. Hmpf. ;P

En abibliofobs første spæde skridt i blogosfæren

Hvorfor gør jeg det her? Jeg har netop oprettet en blog. Og jeg har ingen anelse om, hvorfor jeg har valgt at gøre det. Eller jo… det har jeg jo egentlig. Det drejer sig vel dybest set bare om, at jeg gerne vil ud med nogle af de tanker jeg går med til daglig. Jeg nærer ingen illusioner om at mine tanker er bedre end så mange andres. Bestemt nej. Mit liv er i al sin enkelthed i virkeligheden meget ordinært. Der sker ikke det store. Hvis jeg selv skulle beskrive mit liv ville jeg kalde det ’almindeligt’ – ikke kedeligt. Ikke helt i hvert fald. Selvom det er tæt på. Pt. er jeg nemlig en af de mange der sidder fast i dagpengelandets hængedynd, og jeg kæmper en brav kamp for at komme op til overfladen, men det er, for nu at være helt ærlig, lidt hårdt. Jeg er heldigvis så fikst indrettet, at min stædighed simpelthen nægter at lade mig gå ned med nakken, så jeg fortsætter ufortrødent med ansøgningsskriveriet. Det var dog et sidespring… tilbage til blog-debatten!

Hvorfor er det så, at jeg går og leger med tanken om at få stablet den her blog på benene, når mit liv ikke ligefrem oser af eventyr? Jo, ser du… jeg er typen der normalt er rigtig god, og jeg mener rigtig god til at holde tingene tæt til kroppen. Alene tanken om at skulle tale om mine følelser… gisp! Så det her er alternativet. I blogosfæren (hvilket i øvrigt lyder latterligt på dansk, men nok om det) har jeg mulighed for at gemme mig i det åbne sammen med alle de andre, der har fået samme geniale idé. For jeg synes bestemt, at ideen er genial. Indrømmet, jeg er muligvis nogle år bagud, men hvad… Jeg kan godt lide at udfordre mig selv – på det faglige plan, og endda nogle gange på det fysiske plan – men som sagt, så er jeg ikke så god til det der med følelser. Jeg har ikke svært ved at håndtere dem. Jeg gør det bare helst alene. Jeg ser ingen grund til at belemre andre med hvad jeg føler, og hvordan jeg har det. Og så alligevel… for det er jo lige præcis det jeg har tænkt mig at gøre i den her blog?!? Men så igen… (jeg er i øvrigt virkelig god til at debattere med mig selv) det jeg i virkeligheden ikke har det godt med, er ikke så meget det at tale om mine følelser og mit liv i det hele taget. Mit problem opstår først dér, hvor jeg risikerer at få respons på alt det jeg lukker ud – i det øjeblik jeg føler mig sårbar eller svag, eller måske er blottet i virkeligheden et bedre ord? Under alle omstændigheder, så eliminerer bloggen ret effektivt den del, hvis du spørger mig. 😉 Du kan vælge at kommentere på mit indlæg, javist… men din kommentar er ikke nødvendigvis noget jeg behøver at tage stilling til – og hvis jeg endelig beslutter mig at tage stilling til det, så kan jeg gøre det i ro og mag hjemme fra min egen lille lejlighed, hvor der er trygt og varmt. Det bedste af det hele er faktisk, at jeg helt selv bestemmer om det du skriver (hvis du da overhovedet skriver noget) er noget jeg gider/tør tage stilling til. 😉 I forlængelse af den her smøre har jeg i øvrigt fået en åbenbaring: hvis man ikke vender vrangen ud på sig selv og åbenbarer sit hjerte for gud og hvermand – eller i det mindste kæresten og familien, så tror folk tit, at man er følelseskold. Sådan er det bare ikke altid (og her kommer åbenbaringen) – jeg er for eksempel ikke følelseskold, overhovedet ikke – jeg er bare en følelseskylling.

Så her kommer den altså – bloggen fra følelseskyllingen. Kald den et eksperiment om du vil. Et forsøg på stille og roligt at åbne op, og blive bedre til det der med følelser. Om det virker… tja… det vil tiden vise. Men eftersom jeg stadig er tilhænger af devisen ”øvelse gør mester”, så vil jeg bruge den her blog til at øve mig. Og hvem ved… måske min kæreste får gavn af det her? Jo mere jeg lukker ud herinde, hvad enten jeg ”krænger mit hjerte ud” og lader de virtuelle tårer få frit løb, eller bare lukker en masse galde ud over ting der irriterer mig til daglig, jo mindre udsætter jeg måske ham for? J

Som den følelseskylling jeg er, legede jeg naturligvis også med en række alternativer til bloggen, før jeg endelig besluttede mig for at tage springet og oprette en blog. Et kort øjeblik overvejede jeg den simple løsning: tryk på ”Start”, find ”Microsoft Office Word 2007”, og åbn et nyt dokument… gaaaaab, ikke sandt? Den mulighed blev altså forkastet… jeg er muligvis en følelseskylling, men jeg har ikke tænkt mig at kede mig selv ihjel bare for at undgå ”farlige kommentarer” og eventuelle læsere. Den næste mulighed der meldte sig på banen var… tadaaaa… en online-dagbog fra www.ohlife.com. Hmm… Ikke stort bedre end et word dokument, og så alligevel… det har bestemt sine fordele, ikke? Jo. Muligvis. Nu er sagen bare den, at jeg, hvis jeg endelig skal “krænge mit hjerte ud” (eller brokke mig), ikke gider vente på en tilladelse. Altså… jeg satte mig ganske vist ikke så godt ind i sagen. MEN… det ohlife tilbyder, sådan som jeg forstår det, er en daglig mulighed for at fortælle om din dag. Hver dag kl. 20 får du en mail der lyder således ”How did your day go?” – den mail besvarer du så, og på den måde samler du stille og roligt, dag for dag, dine oplevelser i en online dagbog. Ideen synes jeg er vældig fin. Men en følelseskylling danser ikke på kommando. Basta. Hvad nu, hvis jeg har lyst til at skrive kl. 17? Eller kl. 9, fordi jeg til min rædsel opdager, at kæresten har drukket det sidste kaffe og jeg ikke kan få min sædvanlige dosis morgen-koffein – og derfor er nødt  til at brokke mig online, hvis ikke kæresten skal ende med at hænge ud af vinduet med hovedet nedad? (Misforstå mig ret, jeg er på mange måder en kylling, også fysisk. Jeg er lille af statur og kan måske på en god dag løfte en 2 liters cola med én hånd – men så skal det virkelig også være en god dag. Kort sagt, min kæreste ville aldrig komme til at hænge ud af vinduet med hovedet nedad – men som de fleste kvinder kan jeg blive virkelig irriteret over selv de små ting, og min morgenkaffe er hellig. Kort sagt; det tohovedede bæst bider specielt hårdt om morgenen.)

NÅ, men altså… ingen af de to muligheder (word eller online-dagbogen) faldt altså helt i min smag. Som udgangspunkt har jeg det stadig heller ikke helt godt ved tanken om, at du sidder og læser mine tanker egentlig… 😉 Men jeg kan som sagt godt lide at udfordre mig selv lidt en gang imellem… og personlig udvikling er vist også stadig i høj kurs, så måske jeg bare er lidt med på trenden?